SLIP DRØMMENE FRI– bliv skipper i dit eget liv
Af Benedicte Riis

vejen ud af stress

128 sider, hæftet og med flapper, vejledede udsalgspris kr. 169 inkl. moms.
ISBN: 978-87-91583-32-2. Ekspedition til boghandlere: NBC.

I drømmene ligger ofte den gode idé, lysten til forandring og det eventyrlige drive som fører til de spændende møder, de nye samarbejdspartnere og de friske planer. Der ligger en urkraft i mennesket til at realisere sine drømme, og vores selvtillid og dømmekraft styrkes hele tiden af gode resultater og happy ending´s. Men at føre drømmene ud i livet er også hårdt arbejde, barske beslutninger og kameler at sluge.

Benedicte Riis har med sin bog beskrevet en kvindelig leders tanker og følelser gennem realisering af en farlig plan. Fra budgetter og økonomistrukturer hopper hun ud på det dybe vand, tager to unge gaster med sig, og sejler over Atlanterhavet fra Cape Town til Rio de Janeiro. Det kræver planlægning og selvdisciplin, timing og rollefordeling - men drømmene er hele tiden intakte og altid med.

Der er mange mænd, som kikker over skulderen på en kvindelig skipper. Hvilke råd skal følges, og hvilke droppes? Hvem kan man stole på, og hvornår tør man vise sine svagheder? Benedicte Riis skifter rammerne fra sit kontor ud med et cockpit i en sejlbåd, og de bonede gulve erstattes med et frådende hav, men lederfunktionerne er de samme. Ansvaret for menneskeliv, den gode rollemodel, beslutningsprocessernes helvede og den vilde, usigelige glæde, når planerne lykkes. Fest og fejring og en god latter, er der altid plads til, hvor Benedicte Riis viser sig. I bogen er der også digte og sange, som handler om timing, samarbejde, ansvar og det vidunderlige ved at gå i havn. Oplever man Benedicte Riis som foredragsholder, har hun altid sin guitar med, og hun krydrer gerne sine livskraftige budskaber med sang og musik.

SLIP DRØMMENE FRI er et eventyr fra det virkelige liv. Benedicte Riis lever og arbejder som organisationsleder, kunstner og mor i et stærkt spændingsfelt mellem eventyrlyst, ansvarlighed og krav. Langsomt oplever hun, at stress og hård mediepåvirkning leder hen mod en alvorlig krise. Hun beslutter sig for at lære at sejle, køber sig en sejlbåd i Cape Town og forbereder et togt over Atlanterhavet. Med sig har hun to unge danske gaster på alder med sine egne børn, og sammen klargør de båden til turen over Atlanten, fra Sydafrika til Rio de Janeiro.

Den storslåede sejltur, som bl.a. går over Napoleons ø, Sankt Helena, udvikler sig dag for dag til en række nyttige værdier og livskompetencer for to generationer. Mod og gennemsigtighed, ros og stolthed bygges op som værn mod tvivl og usikkerhed.

Sejladsen over et stort ocean er livsfarlig og krævende, men det er livet også. Bogen opfordrer til at være modig og rummelig og lade drømmene bane vejen for indestængte følelser og boblende glæde. Og når drømmen bliver til virkelighed, er det tilladt at fejre, at det faktisk nytter noget at tage utraditionelle beslutninger, følge sine visioner, gribe rorpinden og blive skipper i sit eget liv.

Benedicte RiisBENEDICTE RIIS (f. 1958)
Medlem af Eventyrerrnes Klub og Kongelig Dansk Yachtklub. Idé-kvinden bag og leder gennem 25 år af den utraditionelle organisation Tante Andante, som arbejder med børn og musik over hele verden. Allerede som ung boede Benedicte Riis med sine egne to børn i det lukkede Bulgarien, og senere sammen med sin datter i Ojibwa-indianernes reservater i Nordamerika. Overalt i verden har hun samlet stof til sine mange bøger og musikudgivelser, der alle har haft til formål at skabe økonomisk basis for Tante Andante-organisationen. I dag deler hun eventyrerne ligeligt mellem Danmark og verden. Hun er gift med sin gamle ungdomskæreste, og bor naturskønt i Vrigsted tæt ved Juelsminde og de danske fjorde, men om vinteren sejler hun Jorden rundt i Tante Andante-båden.

Bestil bogen her

<< til forsiden